Sådan bygger du en spørgsmålsrække, der holder samtalen i gang

Når kursister viser mig deres første udkast, er det næsten altid en lang liste af spørgsmål uden en rød tråd. Listen føles tryg, men den fortæller ikke, hvad samtalen skal ende med. Derfor begynder jeg med en enkelt sætning: Hvad skal seeren vide eller føle, når interviewet er slut? Skriv den sætning øverst på arket, og læg den ved siden af dig under optagelsen.

I vores øvelser arbejder vi med fiktive gæster, så du kan træne uden at skulle tage hensyn til en rigtig person. Du vælger en rolle, for eksempel en håndværker, der har drevet et lille værksted i tyve år, og du beslutter, hvad samtalen handler om. Formålet afgør, hvilke spørgsmål der får plads, og hvilke du slipper, selvom de er interessante.

Et godt formål er smalt nok til at kunne dækkes på tolv til femten minutter. Er det for bredt, ender du med at skimme overfladen. Er det for snævert, løber du tør for stof efter fem minutter.

• Formuler formålet i én sætning
• Vælg ét hovedtema, ikke tre
• Tjek, at formålet passer til tiden

Jeg bruger en enkel model: åbning, midte og afrunding. Åbningen skal gøre gæsten tryg og give seeren en grund til at blive. Midten bærer det egentlige indhold, og afrundingen samler trådene. Hvert led har sit eget formål, og du kan teste dem hver for sig, før du sætter dem sammen.

I åbningen stiller du spørgsmål, som gæsten kan svare på uden at tænke længe. Det kan være et konkret minde eller en beskrivelse af en almindelig dag. Det lyder lavpraktisk, men det sænker skuldrene og giver dig et første indtryk af gæstens tempo og ordvalg.

I midten går du fra det konkrete til det sværere. Placér det mest krævende spørgsmål efter cirka to tredjedele af samtalen, når gæsten har varmet op, men før tiden begynder at presse. Afrundingen kan være et blik fremad eller et spørgsmål om, hvad gæsten gerne vil have, at seeren husker.

• Åbning: let, konkret og personlig
• Midte: fra det enkle til det krævende
• Afrunding: samler tråden og peger frem

Lukkede spørgsmål giver korte svar. Spørger du, om gæsten var nervøs, får du et ja eller et nej. Spørger du i stedet, hvad der gik gennem hovedet på vedkommende lige før starten, får du en lille historie. Mange begynder sætningen med hvordan, hvad eller fortæl mig om, og det er en god vane at øve.

Øv dig i at skrive hvert spørgsmål med højst én tanke i. Dobbelte spørgsmål forvirrer gæsten, som typisk svarer på den sidste halvdel og glemmer resten. Læs dem højt for dig selv, og stryg alt, du selv snubler over. Et spørgsmål, der er svært at sige, er sjældent let at besvare.

Skriv også spørgsmålene i dit eget sprog. Hvis du låner formuleringer fra en opskrift eller et andet interview, lyder du som en, der læser op. Gæsten mærker forskellen med det samme, og samtalen mister varme. Hold dig til ord, du ville bruge ved et køkkenbord.

• Undgå ja/nej-spørgsmål
• Ét spørgsmål, én tanke
• Læs dem højt, før du bruger dem

Opfølgning er det, der adskiller en samtale fra en række opremsninger. Du kan ikke planlægge den ord for ord, men du kan forberede nogle faste greb. Det enkleste er at gentage gæstens sidste sætning med et løftet tonefald, eller at spørge, hvad der skete bagefter. Begge dele viser, at du lytter.

I kurset øver vi en teknik, hvor du markerer to eller tre steder i din række, hvor du bevidst afsætter plads til at gå på sidespor. Her må gæsten tage føringen. Du ved, hvor du skal tilbage til, så du risikerer ikke at fare vild. Det giver ro, fordi du ikke behøver at fastholde alle spørgsmål.

Det sværeste er at lade være med at kigge på næste spørgsmål, mens gæsten taler. Træn dig i at se på personen, og lad notaterne ligge. Hvis et svar åbner noget nyt, er det bedre at følge det end at fuldføre din plan. Noter bagefter, hvad du sprang over, og vurdér, om det var det værd.

• Gentag nøgleord fra gæstens svar
• Spørg: Hvad skete der så?
• Marker steder, hvor du tør afvige

Du lærer mest ved at prøve rækken af i små bidder. Start med at optage kun åbningen, og lyt til den bagefter. Hørte du dig selv skynde dig? Fik gæsten tid til at svare? Derefter tager du midten, og til sidst afrundingen. Hver runde tager få minutter, og du kan rette mellem forsøgene.

I øvelserne på kurset spiller en anden kursist gæsten efter et kort rollekort. Du får feedback på, hvor samtalen flød, og hvor den gik i stå. Mange opdager, at de stillede to spørgsmål i træk, fordi stilheden føltes ubehagelig. Stilhed på to sekunder er helt normal og giver ofte det bedste svar.

Prøv også at bytte rækkefølgen om, så det svære spørgsmål kommer tidligere. Du vil mærke, hvordan stemningen ændrer sig, og det gør det lettere at forstå, hvorfor modellen med åbning, midte og afrunding virker. Gem versionerne, så du kan sammenligne dem senere.

• Optag korte bidder, ikke hele samtalen
• Lyt tilbage og notér tempo og pauser
• Byt om på rækkefølgen og sammenlign

Inden du sætter dig over for gæsten, gennemgår du rækken én gang til med friske øjne. Passer hvert spørgsmål til formålet fra første afsnit? Er der steder, hvor du gentager dig selv? Kan du fjerne en tredjedel uden at miste noget vigtigt? Som regel kan du det, og samtalen bliver bedre af det.

Tag højde for tiden. En række på femten spørgsmål er for mange til et kvarters samtale, hvis du vil have plads til opfølgning. Otte til ti spørgsmål er et realistisk niveau, og så har du luft til det uventede. Markér, hvilke der er nødvendige, og hvilke du kan droppe, hvis tiden løber.

Til sidst skriver du første og sidste spørgsmål ud på et lille kort. Det er dem, du ikke må fumle med. Resten kan du bevæge dig rundt i, men start og slutning skal sidde. Det giver dig et fast holdepunkt, hvis nerverne kommer i vejen.

• Fjern det, der ikke tjener formålet
• Otte til ti spørgsmål er rigeligt
• Skriv første og sidste spørgsmål på et kort